For et par uger siden var jeg i biografen for at se Mig før dig , som er baseret på Jojo Moyes’...

Biografoplevelse: Mig før dig


For et par uger siden var jeg i biografen for at se Mig før dig, som er baseret på Jojo Moyes’ bog med samme navn. Min søster, min mor og jeg læste alle tre bogen, da den udkom for nogle år siden, og var helt vilde med den. Så vi var spændte på at se filmatiseringen.

Da jeg i sin tid så traileren, var jeg ellers ret usikker på, om jeg overhovedet skulle se filmen, fordi jeg syntes, bogen var så barsk. Jeg var simpelthen ikke sikker på, at jeg kunne holde til at opleve fortællingen igen på det store lærred og da slet ikke blandt en masse andre mennesker.

Men det kom jeg altså til, og det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg synes, Emilia Clarke spiller helt fænomenalt, og jeg er overrasket over, hvor tro filmen er mod bogens humor og karaktererne. Det var en positiv overraskelse.

Som jeg havde regnet med, forlod jeg biografen med en stor klump i halsen, og var det ikke for de mange snøftende biografgængere, havde jeg med sikkerhed fældet en tåre eller to.

Det var en rigtig god biografoplevelse.


Har I set ”Mig før dig”? Kunne I lide den? 

Findes der noget bedre end at ligge i skyggen af en parasol og læse en god bog til lyden af bølges...

Sommerferielæsning

Findes der noget bedre end at ligge i skyggen af en parasol og læse en god bog til lyden af bølgesprøjt og lugten af solcreme? Det er hvert fald svært at konkurrere med.

Derfor lister jeg her 5 bøger, som ifølge mig er perfekte til sommerdage i strandkanten.


1: Italiensvej af Anne Grue

Teaser: Italiensvej handler om den Italienske Vittoria Contini, der er flygtet fra sin fortid i Italien og ankommer til et usselt hotel i København i 1958. Med sig har hun sin tre måneder gamle søn, en Madonna-statuette og en tyk pakke med kontanter. Hun bliver venner med sin komplette modsætning, natklubservitricen Conny, der hjælper hende til at få et arbejde som husbestyrerinde hos en lægefamilie på Amager. Men da Vittoria bliver forelsket, trues hendes tryghed.

Jeg har for nylig læst kærlighedsromanen Italiensvej og kan kun anbefale jer at gøre det samme. Det er en dejlig, letlæst roman, som passer helt perfekt til afslapning i strandkanten. Samtidig giver den et vidunderligt indblik i livet i 50’ernes Danmark.

2: Efter dig af Jojo Moyes

Teaser: Efter dig er efterfølgeren til bestselleren Mig før dig. Louisa Clark kæmper endnu engang med job, kærlighed og med at finde sig selv.

Efter dig er ikke den bedste bog, jeg har læst. Faktisk er den ret langt fra. MEN når det er sagt, så er den helt klart et mustread, hvis man har læst den første bog i serien. Louisa Clark er som altid helt fantastisk, og jeg nød at komme tilbage til hendes univers. Har du ikke læst den endnu, så kan jeg anbefale dig at tage den med i strandtasken.


3: Journal 64 af Jussi Adler-Olsen

Teaser: Mens Carl Mørck har personlige problemer i en mordsag, får et overfald på Vesterbro den stædige Rose til at grave i den prostituerede Rita Nielsens sag, der ligger i bunken af henlagte sager. Da Carl og Assad presses til at tage sig af sagen, trækker den betændte tråde til en isoleret ø, hvortil staten deporterede "letlevende" kvinder og overlod dem fortabte til deres skæbne. For nogle betød det endeløst misbrug og magt, for andre var det helvede på jord. En djævel beredte vejen, og den naive pige, Nete, lærte at gå på den, så selv Carl og Assad får konsekvenserne at føle.

Jeg læser Jussi Adler-Olsens krimiserie Afdeling Q i etaper. Inden den nye film i serien kommer på det store lærred, læser jeg bogen. Og her til efteråret/vinter kommer den nyeste film i serien. Derfor har jeg Journal 64 på min egen læseliste denne sommer.

4: Ikke den slags pige af Lena Dunham

Teaser: Vi kender Lena Dunham fra serien Girls, der har taget de fleste piger med storm. Ikke den slags pige er Lena Dunhams håndbog om at være pige i dag.

Ikke den slags pige har længe stået på min TBR-liste. Jeg havde taget den med på min bryllupsrejse til Mallorca sammen med et par andre bøger, men jeg nåede desværre ikke til den. Derfor kommer den med på årets sommerferie. Jeg tror nemlig, den passer helt perfekt til ”strandkantslæsning”.



5: Skæbne og hævn af Lauren Groff

Teaser: Skæbne og hævn er en fortælling om kærlighed, løgne og hemmeligheder i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab. Som 22-årige møder Lotto og Mathilde hinanden på college og bliver stormende forelskede, og kort tid efter gifter de sig. Ti år senere ser vennerne stadig med misundelse på deres liv og ægteskab. Men forholdet er mørkere, mere kompliceret og usædvanligt, end det ser ud.


Jeg har længe ønsket mig Skæbne og hævn, men jeg har ikke kunnet forsvare at købe den, da jeg stadigvæk har mange ulæste bøger stående på bogreolen. Måske den kan føjes til samlingen til jul? Det håber jeg. Det skulle nemlig være en helt fantastisk fortælling, som også skiller sig ud rent sprogligt og opbygningsmæssigt. 


Det var mine bud på 5 bøger til strandkanten. Hvilke bøger skal I læse i sommerferien? Og har I andre bud på "strandkantsbøger"?

Der har været meget stille på bloggen de sidste par måneder. Faktisk kan jeg se, at mit sidste ...

Siden sidst...



Der har været meget stille på bloggen de sidste par måneder. Faktisk kan jeg se, at mit sidste blogindlæg er udgivet helt tilbage i starten af april. Men det er der en god grund til – jeg er nemlig blevet gift!

Og hold da op, hvor kræver det meget tid og energi at planlægge sådan en stor og vigtig fest. De sidste par måneder op til brylluppet brugte jeg samtlige af mine weekender på praktiske gøremål. De sidste detaljer skulle på plads, og jeg er stadigvæk overrasket over, hvor meget, der skal holdes styr på, når man planlægger en stor fest helt selv.

Det var virkelig lærerigt, og vi fik lige præcis den dag, vi begge havde ønsket os.

Vi lejede en gammel gård, som typisk bliver brugt til lejerskoler eller større fester, da der både er en stor gildesal og mulighed for overnatning. Da vi i sin tid snakkede om, hvordan vores bryllup skulle være, var vi nemlig begge enige om, at det gerne måtte være intimt og hyggeligt, og at vi skulle have mulighed for at feste hele natten. Det havde vi her, og det levede fuldstændig op til vores forventninger. Oven i hatten var naturområdet vildt idyllisk, og vejret var med os. Så vi kunne ikke ønske os mere.

Jeg viser jer lige et par billeder fra vores store dag…





Lige efter brylluppet var vi på en skøn bryllupsrejse på Mallorca. Det er en fantastisk ø, som virkelig overraskede mig på mange områder. Hvis man kører lidt rundt på øen, kan man opleve massevis af skønne byer og smuk natur langt væk fra alle turisterne.

I kan se nogle billeder fra turen på min Instagramprofil.

Og så skal jeg nok vende tilbage til bog-indlæggene igen ;-)

”A Spool of Blue Thread” af Anne Tyler, 3/5 stjerner Ægteparret Abby og Red Whitshank er ve...

A Spool of Blue Thread


”A Spool of Blue Thread” af Anne Tyler, 3/5 stjerner

Ægteparret Abby og Red Whitshank er ved at komme op i årene og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen i deres store hus. Særligt Abby har problemer, da hun så småt begynder at vise tegn på demens. Men Abby og Red er et stolt ægtepar, som gerne vil klare sig selv så længe som overhovedet muligt, så da familiens adoptivsøn Stem tilbyder at flytte ind i huset med sin familie, bliver tilbuddet ikke taget imod uden en vis form for skepsis.

Hele situationen skaber desuden en spænding blandt Abby og Reds øvrige børn, som på sin vis er glade for, at Stem påtager sig ansvaret for forældrene, så de selv kan fortsætte med at leve deres egne liv. Samtidig må de dog kæmpe med jalousi og dårlig samvittighed.

En dag – midt i familiedramaet – sker en forfærdelig ulykke, som vender op og ned på hele situationen.


Et velkomponeret familieportræt

”A Spool of Blue Thread” er et familieportræt, som fortælles fra flere generationers synspunkter. Vi følger Abby og Red fra de er helt unge, til de sidder gamle og alene i et stort hus, de har svært ved at håndtere. Og børnene fortæller deres egne sider af familiehistorien.

Denne form for opbygning, hvor fortællingen springer i tid og sted, kan jeg rigtig godt lide. Det giver historien en ekstra kvalitet, eftersom man som læser er nysgerrig efter at vide, hvordan en bestemt episode fra fortiden har betydning for nutiden.

Abby er hele familiens omdrejningspunkt, og der opstår en del sammenstød, når børnene hver især kæmper om hendes opmærksomhed. Specielt sønnen Denny volder Abby problemer gang på gang og giver anledning til tonsvis af bekymringer i sin iver efter at få opmærksomhed. Ironisk nok er Denny alligevel det barn, Abby holder mest af og bruger mest energi på.

”A Spool of Blue Thread” er en spændende fortælling, som behandler interessante temaer som f.eks. adoption, søskendekærlighed og familiebånd.

”You know how it is when you’re missing a loved one. You try to turn every stranger into the person you were hoping for. You hear a certain piece of music and right away you tell yourself that he could have changed his clothing style, could have gained a ton of weight, could have acquired a car and then parked that car in front of another family’s house. “It’s him!” you say. “He came! We knew he would; we always…” But then you hear how pathetic you sound, and your words trail off into silence, and your heart breaks.”  


Læs den hvis…

Hvis du kan lide et godt familiedrama, skal du læse ”A Spool of Blue Thread”. Det er en tankevækkende og interessant fortælling, som skildrer familieforhold og sætter spot på menneskers handlinger og følelser.


Marts måned udmærkede sig med lyse eftermiddagstimer og en lun solstråle hist og her. I påske...

Læseøjeblikke i marts



Marts måned udmærkede sig med lyse eftermiddagstimer og en lun solstråle hist og her. I påsken sad jeg på solrige morgener og nød vejret ude på min altan pakket godt ind i tæpper og med en god bog mellem hænderne. Og jeg nød det virkelig. Jeg glæder mig til at bruge endnu flere solrige morgener på den måde de næste mange måneder.



I denne måned tog min kæreste og jeg hul på et fælles projekt. Vi kunne godt tænke os at lave noget andet sammen end at se serier på Netflix og tage et spil backgammon i ny og næ. Derfor tænkte vi, at det kunne være sjovt at læse en bog sammen. Og det har vist sig at være en rigtig god idé. Det er nemlig superhyggeligt at dele en bog med en anden. Vi kan grine af de samme passager og diskutere twists i handlingen.

Vi er startet med ”Sandheden om Harry Qubert-sagen”, som jeg læste for et års tid siden. Jeg kan ikke huske så meget af handlingen, men jeg vidste, at det var en bog, der ville interessere os begge. Indtil videre er det et godt valg.



Marts måned har også båret præg af bryllupsplanlægning. Der er cirka to måneder til, vi skal giftes, så vi har brugt meget tid på at få styr på de mange praktiske ting, der er, når man skal holde sådan en stor fest.

Jeg synes, de sidste mange måneder er fløjet af sted, så før vi får set os om, er det den 28. maj, hvor vi skal holde vores bryllup. Jeg glæder mig helt vildt, men jeg kan også mærke, at jeg begynder at blive en lille smule stresset over planlægningen.



I marts måned har jeg også taget hul på ”Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr Jeg har hørt så mange positive omtaler af denne bog, at jeg simpelthen ikke længere kunne forsvare at have den stående ulæst på bogreolen. Indtil videre er den ret interessant, og jeg glæder mig til at læse mere i den.



Jeg bliver altid i så godt humør, når jeg åbner postkassen og ser, at den indeholder et af Penguins udgaver af ”The Happy Reader”. Dette nummer er forårsudgaven, som jeg så småt har taget hul på. Jeg glæder mig til at læse endnu mere i det i april måned.



Månedens citat stammer fra ”A Spool of Blue Thread”, som jeg læste i denne måned. Det var en udmærket bog, som behandlede nogle interessante temaer. Jeg skal nok udgive en anmeldelse af den en gang i april.

Citatet er meget sigende men også ret sørgeligt, og det afspejler bogen meget godt. 


Har I haft nogle gode læseøjeblikke i marts måned?

Aziz Ansari er blevet dumpet. Eller det er han ikke direkte. Han har sendt en besked på Messe...

”True Romance” af Aziz Ansari



Aziz Ansari er blevet dumpet. Eller det er han ikke direkte. Han har sendt en besked på Messenger til en pige, han har datet. Men hun svarer ham ikke. Han kan se, at hun har læst beskeden og er begyndt at skrive for derefter at slette sit svar igen.

Hun lader beskeden forblive ubesvaret, og Aziz Ansari kan blot stå tilbage og undre sig over, hvad han har gjort forkert.


En morsom betragtning af dagens datingsystem

I dagens datingunivers, hvor vi kan være i kontakt med mange mennesker online, er det svært at overskue mulighederne. Med apps som Tinder er det utrolig nemt at finde singler i nærheden – og man er blot et swipe fra at gå fra den ene kandidat til den anden.

Aziz Ansari er forundret over vores datingsystem og har brugt flere år på at undersøge, hvordan vi bærer os ad. Han prøver blandt andet at finde ud af, hvordan vores datingmønster har ændret sig i tidens løb.

Jeg er selv fra en generation, hvor en stor del af datingen foregår online, og jeg kan sagtens relatere mig til mange af de resultater, Aziz Ansari finder frem til. Bogen indeholder mange gode og sjove pointer, og man kan tydeligt mærke, at den er skrevet af en komiker. Se blot hans indledning:

”Oh, shit! Thanks for buying my book. That money is MINE. But I worked really hard on this, and I think, you’ll enjoy it.”

Det var dejligt befriende at læse en non-fiktion-bog, som var skrevet i et legende let sprog, og hvor der var brugt mange eksempler og små fortællinger.


Læs den hvis…

Hvis du synes, det er sjovt at læse om os mennesker og vores måde at opføre os på, så kan jeg helt klart anbefale dig at læse ”True Romance”. Det er et skønt studie af nutidens romancer. Derudover er det en hyle morsom bog, som fik mig til at grine højlydt flere gange. Hvis du kan lide det, er ”True Romance” bestemt også noget for dig.


…til den gang jeg endnu ikke havde læst Harry Potter-bøgerne. Jeg har mange yndlingsbøger, ...

Tag mig tilbage…


…til den gang jeg endnu ikke havde læst Harry Potter-bøgerne.

Jeg har mange yndlingsbøger, og jeg genlæser dem ofte, når jeg er i humør til det. Men det vil aldrig være det samme som at læse bøgerne for allerførste gang. Der er nemlig noget helst specielt ved denne dugfriske læseoplevelse.

Jeg kunne godt tænke mig at opleve min første introduktion til hele troldmandsuniverset i Harry Potter-bøgerne én gang til. Jeg ville elske at sidde tilbage med den følelse, jeg havde, da jeg vendte den sidste side af ’North and South’. Og serien ’The Hunger Games’, som jeg er faldet pladask for, måtte gerne stå uåbnet på mig bogreol endnu engang.   

Jeg har lavet en liste med de fem bøger, jeg ville ønske, jeg kunne læse for allerførste gang – igen:  

’Hunger Games’-serien af Susan Collins
‘Harry Potter’-bøgerne af J. K. Rowling
’Northanger Abbey’ af Jane Austen              
’The Final Empire’ af Brandon Sanderson
’North and South’ af Elizabeth Gaskell

Hvilke fem bøger står på din liste? 
Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.